lørdag den 30. juli 2016

Det' lige til at klare.


Jeg synes lige, I andre også skulle have tippet om virkeligt pæne iPhone 6 (og 6+) covers fra eBay til beskedne 10,58 kroner - jeg har selv hapset et enkelt, men jeg overvejer virkelig, om jeg skulle have et mere.. Jeg har tit luret på Richmond&Finch marmorcovers, som man blandt andet kan få i Bahne - de er skideflotte, men 349 kroner er en smule fjollet i min verden.
Hvis du også skal hapse et, har jeg købt mit lige HER.


tirsdag den 26. juli 2016

Skal vi ikke lige prøve én gang til?!


Jeg saaaaaaaaavner at skrive indlæg! Og nu vil jeg altså i sving igen. Jeg vil, jeg vil, jeg vil. Jeg savner et kreativt outlet og et Astrid rum. Et fint Astrid rum.

Siden sidst er der sket en del sager - jeg startede på et nyt hold. Det gik vitterligt op og ned - både med mit humør og mit fremmøde. For slet ikke at snakke om at min sociale indsats på studiet var ikke eksisterende, men at det trods alt var okay. Og så fik jeg fandme 10 til eksamen. Jeg er så latterligt glad for den karakter, selvom den egentlig ikke har en vild værdi. Jeg sagde til min studievejleder i begyndelsen af modul 6, at jeg bare ønskede at overleve. At mit største ønske for modul 6 var, at jeg ikke skulle til omeksamen. Og så fik jeg kratedderpedervælteme 10 - jeg håber, fandme min studievejleder har set det. Det krævede altså et highfive af de helt store!

Pt. har jeg sommerferie. R leder efter arbejde, efter han blev færdig i juni. Så vi nyder sommerferien på lowbudget manér og har været turister i lokalområdet i stedet - Øster Hurup, Mariager, Fjellerup og Ebeltoft blandt andet. Pæne steder jo! Og dertilhørende mange gammeldags isvafler med guf. Jeg er også begyndt at træne noget mere - pause for reaction.

.. men nu skal det ikke gå op i trivialiteter - læser I stadig med? Og hvad vil I gerne se noget mere af? Hit me ;)

tirsdag den 23. februar 2016

Om at acceptere noget, jeg slet ikke har lyst til at acceptere.


Jeg har været sygemeldt siden begyndelsen af januar, og det går op og ned. Som det skal, I suppose. Det har været hårdt at acceptere, og nogle dage befinder jeg mig også i kulkælderen over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Og komme videre. Og være ligesom alle andre. Det har klart været en hjælp at komme hos en psykolog, der er med til at sætte ord på de følelser, som virkelig kan hobe sig op og blive rigtigt grimme. Det har også givet mig mod til at sige nej tak til medicinering, for jeg føler mig jo ikke rigtigt deprimeret. Jeg oplever til gengæld "bare", at jeg har svært ved at rumme mit følelsesmønster, og hvordan jeg skal håndtere diverse problematikker og udfordringer igennem en hverdag.

Noget af det, jeg har fået lukket op for hos min psykolog er, hvordan jeg håndterer kritik, der især er af personlig karakter. Vi har snakket en del om de 3 afslag, jeg har fået fra studiet, før jeg blev accepteret på min fjerde ansøgning. Igennem de tre afslag har jeg for hver gang været mere fokuseret på at komme ind. Anstrengt mig lidt mere. Forsøgt at være lidt bedre. Og så når afslaget har været en realitet, har jeg taget det ekstremt personligt, hvilket har mundet ud i en indadvendt reaktion, selvom den i virkeligheden burde have været udadvendt (... på en boksebold. Eller 10 jägerbombs i Gaden, who knows!). Så i virkeligheden kunne mit mindre breakdown forrige februar/marts'ish godt afspejle en kraftig belastningsreaktion, der bare skulle ud i verden. Og at jeg derved bare var et ganske almindeligt og fornuftigt menneske, der reagerede på nogle forhold, jeg ikke havde det godt under. Og det lyder altså væsentlig bedre end lægens "moderate depression". En kraftig belastningsreaktion, der gav anledning til en mindre livskrise. Meget mere plausibelt i mit hoved end moderat depression, som for mig giver referencer til all grey days og ingen glæde, hvilket jeg ikke helt kan genkende fra mit verdensbillede pt. Som jeg har skrevet tidligere er der grå dage - der er faktisk mange af dem med dertilhørende nattøj og største bedrift er at trykke "Fortsæt med at se" på Netflix. Men jeg har også rigtigt gode dage. Og det skal der jo ikke kimses ad, vel? 

Jeg synes faktisk, det var rigtigt svært at fortælle om, hvordan jeg havde det. Normaltvist afholder jeg mig bestemt ikke fra at tilkendegive min mening eller brokke mig, hvis jeg synes, alting er røv og nøgler. Det er faktisk pissehårdt at sidde foran sin nye læge og græde snot over, at jeg ikke fattede en skid eller forstod, hvorfor jeg havde det sådan, som jeg har. Det var hårdt at snakke med min studievejleder om det. Begge gange. Det var latterlig hårdt at sige det til min kæreste. Vi var ikke engang kærester, da jeg fortalte ham om det første gang. "Hej, vi har sådan ca kendt hinanden i 2 minutter, men for at være helt ærlig, har jeg det af helvede til. ". Utroligt, han ikke løb skrigende væk.  Det var også hårdt at fortælle min svigermor om det, for hvad i alverden ville hun ikke tænke om mig? Den tanke blev gjort ret meget til skamme, og der har ikke været andet end støtte fra min svigerfamilie. Sådan har det faktisk været hele vejen rundt fra veninder, studiekammerater og mine søskende, hvilket bare kan give det ekstra skub til at tro på, det nok skal gå alt sammen, selvom de fleste af ens hverdagssejre er noget som "jeg lavede faktisk mad i dag" eller "jeg vaskede op, uden R skulle spørge mig 180 gange".  Det har derfor også været helt abnormt hårdt at erkende, at det ikke er alle i min tætteste relation, jeg kan snakke med det her om. Og at jeg derfor er nødt til at arbejde hårdt for, det ikke skal overskygge alle de andre gode tilkendegivelser, jeg har mødt igennem det sidste år. Jeg har oplevelsen af, at det har været virkelig svært for min mor at acceptere den her ændring i mit liv, og det har givet nogle kurrer på tråden, som jeg virkelig er ked af. Men som jeg et eller andet sted bare må acceptere, at hun ikke kan rumme min lille livskrise, selvom det gør åndssvagt ondt helt ind i maven. Så må vi snakke om så meget andet. Når tiden engang er til det igen. 

Og det skal nok gå. Det ved jeg.

lørdag den 20. februar 2016

Pt..



.. høres the start 80er pop, jeg prøver at lede efter en forårsjakke, der ikke er helt håbløs, og den kære Randrusianer er gået til tælling i sengen. Det er en sløv, sløv lørdag med tøjvask, doven mad og ømhed af at lave absolut intet. Der er blevet fikset sofa, og min ømme retrolampe har endelig fundet vej til væggen med hjemmelavede rawplugs (wauw).  Jeg er vild med det! 


... og så vil jeg gerne igang med at blogge igen, sådan helt rigtigt. Jeg skal bare lige finde ud af det. 

fredag den 11. december 2015

Hej, mit navn er Astrid....


.. og jeg er lige begyndt hos en psykolog.

Lige inden modul 6s påbegyndelse havde jeg nogle virkeligt hårde dage. Som i min verden pt er at befinde sig i sengen hele dagen, tude i tide og utide, bingewatche serier og have frygtelig ondt i maven, i hovedet og helt ind i sjælen. Det sker fra tid til anden, at jeg går helt i stå en måneds tid (eller fire eller fem..) rent socialt og derved ikke magter mit liv - hvilket har stået på en 4-5 år efterhånden. Det er vanvittigt hårdt. Og det er ikke særlig acceptabelt at sige overfra alt socialt med begrundelsen, at jeg ikke har det godt, og at jeg er/var ked af det uden en grund.

Jeg har faktisk opsøgt læge adskillige gange, for jeg er selv træt af ikke at kunne kontrollere den melankoli og tristhed, som kunne dominere længere perioder af mit liv, uden jeg selv følte, jeg havde en indvirkning på det. Det kommer som regel altid efter en periode med lidt for meget stress og uro. Af samtlige læger er jeg blevet kategoriseret som en 12 tals pige, der skulle lære at slappe lidt af. Hvilket er pivironisk, eftersom jeg aldrig nogensinde har fået et 12 tal til eksamen, eller været typen, der gik i selvsving over en eksamen.

Efter jeg igen har fået ny læge, blev der endelig lyttet til, hvad jeg fortalte. At jeg ikke kunne rumme dagene, som de var. At jeg var grådlabil. At jeg konstant havde dårlig samvittighed. At jeg ikke sov ordentlig igennem om natten. At når jeg endelig sov, så havde jeg mareridt. At jeg følte mig bange og rastløs uden nogen egentlig grund. Og så gav han mig en henvisning til en psykolog - hvilket jeg er noget så glad for. At henvisningen siger moderat deprimeret må jeg bare tage med. Jeg føler mig ikke rigtigt deprimeret. Jeg føler ikke, at hele min verden er grå, bare en ret stor del af den. Min verden har dog også farver. Og skøre indfald. Og mange lyserøde tanker. Men den er faktisk ret grå det meste af tiden, og har af en eller anden årsag taget min selvtillid med sig i den grå pøl. Måske er det rigtigt nok, det han siger. Jeg skal bare lige fordøje det. Og forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har det - på trods af meget sød kæreste, god familie og drømmestudie.

Jeg har været hos min psykolog to gange. Første gang græd jeg i en time lige ud. Dyreste skulder at græde ud ved nogensinde. Anden gang havde vi rent faktisk en samtale. Jeg glæder mig lidt til næste gang, jeg er jo nysgerrig. Og bekymret på mine egne veje. Igennem de 4-5 år alt det her har stået på, har jeg formået at skubbe en del søde mennesker fra mig. Mange af dem savner jeg rigtig meget. Nogen af dem har skuffet mig noget så inderligt, at jeg egentlig ikke kan finde den ro, der skal til for at kunne tilgive dem. Omvendt virker det også paradoxalt at række hånden frem og sige "hej, jeg var egentlig skideked af det og fattede ikke ret meget på det tidspunkt, det beklager jeg" til nogen, jeg har brugt så meget energi på at trænge ud af mit liv. Lige nu prøver jeg bare at erkende det og være okay med, at det var det, jeg kunne formå på det tidspunkt.

Det er egentlig mærkeligt bare at læsse ens tankevirksomhed over på en helt tilfældig person. Jeg har aldrig råbt højt op, omkring hvor slemt det har været. Jeg har måske fortalt en my-del, men aldrig hvor alvorligt det egentlig har været. Nogle gange skal jeg lade være med at være så pissevelopdragen. Og kalde en lort for en kæmpelort.

søndag den 20. september 2015

Av min arm.

.. kære Alexa - må jeg ikke godt gå efteråret i møde med dig på?

Part Two Alexa jakke - 1699kr.

I øvrigt undrer jeg mig over..


  • .. at der altid er mærkelige mennesker i Føtex på Dytmærsken. Der er ALTID en klump mennesker foran indgangen, en større samling pensionister i vindfanget og sure mennesker inde i selve butikken. Det er seriøst et spørgsmål om vilde ninjaskills for at komme igennem uden at gøre folk sure - jeg er blevet kaldt "utilregnelig, ung dame" og "tromlende" - velkommen til Randers ;) Jeg er begyndt at ligne en storsmilende idiot, hver gang jeg går derind - bare for at opveje alle de sure mennesker. Husk nu det gode humør!
  • .. hvordan jeg tidligere har grint lidt af mine veninder, der har haft en græsenketilværelse med deres kærester, som har arbejdet 60+ timer om ugen - kunne de ikke underholde sig selv, eller hvad?! Nu hvor jeg står i samme situation, må jeg indrømme, at jeg absolut heller ikke er fan af at spise aftensmad selv og blive vækket, når træt mand vælter ind i sengen sent om aftenen for blot at tage åndssvagt tidligt afsted igen næste morgen. 
  • .. at jeg igen i år skal på jagt efter vinterjakke og støvler. Det er åbenbart vildt svært at finde jakker, der kan nå omkring brystet (fuck jer, titties), eller støvler, der passer til en høj vrist og verdens bredeste fod. Jeg gider for helvede ikke gå i Rieker sko, vel ;) 
  • .. at jeg har lyst til at bruge en milliard på tøj pt. Damn you, Stories og COS!