tirsdag den 23. februar 2016

Om at acceptere noget, jeg slet ikke har lyst til at acceptere.


Jeg har været sygemeldt siden begyndelsen af januar, og det går op og ned. Som det skal, I suppose. Det har været hårdt at acceptere, og nogle dage befinder jeg mig også i kulkælderen over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Og komme videre. Og være ligesom alle andre. Det har klart været en hjælp at komme hos en psykolog, der er med til at sætte ord på de følelser, som virkelig kan hobe sig op og blive rigtigt grimme. Det har også givet mig mod til at sige nej tak til medicinering, for jeg føler mig jo ikke rigtigt deprimeret. Jeg oplever til gengæld "bare", at jeg har svært ved at rumme mit følelsesmønster, og hvordan jeg skal håndtere diverse problematikker og udfordringer igennem en hverdag.

Noget af det, jeg har fået lukket op for hos min psykolog er, hvordan jeg håndterer kritik, der især er af personlig karakter. Vi har snakket en del om de 3 afslag, jeg har fået fra studiet, før jeg blev accepteret på min fjerde ansøgning. Igennem de tre afslag har jeg for hver gang været mere fokuseret på at komme ind. Anstrengt mig lidt mere. Forsøgt at være lidt bedre. Og så når afslaget har været en realitet, har jeg taget det ekstremt personligt, hvilket har mundet ud i en indadvendt reaktion, selvom den i virkeligheden burde have været udadvendt (... på en boksebold. Eller 10 jägerbombs i Gaden, who knows!). Så i virkeligheden kunne mit mindre breakdown forrige februar/marts'ish godt afspejle en kraftig belastningsreaktion, der bare skulle ud i verden. Og at jeg derved bare var et ganske almindeligt og fornuftigt menneske, der reagerede på nogle forhold, jeg ikke havde det godt under. Og det lyder altså væsentlig bedre end lægens "moderate depression". En kraftig belastningsreaktion, der gav anledning til en mindre livskrise. Meget mere plausibelt i mit hoved end moderat depression, som for mig giver referencer til all grey days og ingen glæde, hvilket jeg ikke helt kan genkende fra mit verdensbillede pt. Som jeg har skrevet tidligere er der grå dage - der er faktisk mange af dem med dertilhørende nattøj og største bedrift er at trykke "Fortsæt med at se" på Netflix. Men jeg har også rigtigt gode dage. Og det skal der jo ikke kimses ad, vel? 

Jeg synes faktisk, det var rigtigt svært at fortælle om, hvordan jeg havde det. Normaltvist afholder jeg mig bestemt ikke fra at tilkendegive min mening eller brokke mig, hvis jeg synes, alting er røv og nøgler. Det er faktisk pissehårdt at sidde foran sin nye læge og græde snot over, at jeg ikke fattede en skid eller forstod, hvorfor jeg havde det sådan, som jeg har. Det var hårdt at snakke med min studievejleder om det. Begge gange. Det var latterlig hårdt at sige det til min kæreste. Vi var ikke engang kærester, da jeg fortalte ham om det første gang. "Hej, vi har sådan ca kendt hinanden i 2 minutter, men for at være helt ærlig, har jeg det af helvede til. ". Utroligt, han ikke løb skrigende væk.  Det var også hårdt at fortælle min svigermor om det, for hvad i alverden ville hun ikke tænke om mig? Den tanke blev gjort ret meget til skamme, og der har ikke været andet end støtte fra min svigerfamilie. Sådan har det faktisk været hele vejen rundt fra veninder, studiekammerater og mine søskende, hvilket bare kan give det ekstra skub til at tro på, det nok skal gå alt sammen, selvom de fleste af ens hverdagssejre er noget som "jeg lavede faktisk mad i dag" eller "jeg vaskede op, uden R skulle spørge mig 180 gange".  Det har derfor også været helt abnormt hårdt at erkende, at det ikke er alle i min tætteste relation, jeg kan snakke med det her om. Og at jeg derfor er nødt til at arbejde hårdt for, det ikke skal overskygge alle de andre gode tilkendegivelser, jeg har mødt igennem det sidste år. Jeg har oplevelsen af, at det har været virkelig svært for min mor at acceptere den her ændring i mit liv, og det har givet nogle kurrer på tråden, som jeg virkelig er ked af. Men som jeg et eller andet sted bare må acceptere, at hun ikke kan rumme min lille livskrise, selvom det gør åndssvagt ondt helt ind i maven. Så må vi snakke om så meget andet. Når tiden engang er til det igen. 

Og det skal nok gå. Det ved jeg.

lørdag den 20. februar 2016

Pt..



.. høres the start 80er pop, jeg prøver at lede efter en forårsjakke, der ikke er helt håbløs, og den kære Randrusianer er gået til tælling i sengen. Det er en sløv, sløv lørdag med tøjvask, doven mad og ømhed af at lave absolut intet. Der er blevet fikset sofa, og min ømme retrolampe har endelig fundet vej til væggen med hjemmelavede rawplugs (wauw).  Jeg er vild med det! 


... og så vil jeg gerne igang med at blogge igen, sådan helt rigtigt. Jeg skal bare lige finde ud af det.