fredag den 11. december 2015

Hej, mit navn er Astrid....


.. og jeg er lige begyndt hos en psykolog.

Lige inden modul 6s påbegyndelse havde jeg nogle virkeligt hårde dage. Som i min verden pt er at befinde sig i sengen hele dagen, tude i tide og utide, bingewatche serier og have frygtelig ondt i maven, i hovedet og helt ind i sjælen. Det sker fra tid til anden, at jeg går helt i stå en måneds tid (eller fire eller fem..) rent socialt og derved ikke magter mit liv - hvilket har stået på en 4-5 år efterhånden. Det er vanvittigt hårdt. Og det er ikke særlig acceptabelt at sige overfra alt socialt med begrundelsen, at jeg ikke har det godt, og at jeg er/var ked af det uden en grund.

Jeg har faktisk opsøgt læge adskillige gange, for jeg er selv træt af ikke at kunne kontrollere den melankoli og tristhed, som kunne dominere længere perioder af mit liv, uden jeg selv følte, jeg havde en indvirkning på det. Det kommer som regel altid efter en periode med lidt for meget stress og uro. Af samtlige læger er jeg blevet kategoriseret som en 12 tals pige, der skulle lære at slappe lidt af. Hvilket er pivironisk, eftersom jeg aldrig nogensinde har fået et 12 tal til eksamen, eller været typen, der gik i selvsving over en eksamen.

Efter jeg igen har fået ny læge, blev der endelig lyttet til, hvad jeg fortalte. At jeg ikke kunne rumme dagene, som de var. At jeg var grådlabil. At jeg konstant havde dårlig samvittighed. At jeg ikke sov ordentlig igennem om natten. At når jeg endelig sov, så havde jeg mareridt. At jeg følte mig bange og rastløs uden nogen egentlig grund. Og så gav han mig en henvisning til en psykolog - hvilket jeg er noget så glad for. At henvisningen siger moderat deprimeret må jeg bare tage med. Jeg føler mig ikke rigtigt deprimeret. Jeg føler ikke, at hele min verden er grå, bare en ret stor del af den. Min verden har dog også farver. Og skøre indfald. Og mange lyserøde tanker. Men den er faktisk ret grå det meste af tiden, og har af en eller anden årsag taget min selvtillid med sig i den grå pøl. Måske er det rigtigt nok, det han siger. Jeg skal bare lige fordøje det. Og forstå, hvorfor jeg har det, som jeg har det - på trods af meget sød kæreste, god familie og drømmestudie.

Jeg har været hos min psykolog to gange. Første gang græd jeg i en time lige ud. Dyreste skulder at græde ud ved nogensinde. Anden gang havde vi rent faktisk en samtale. Jeg glæder mig lidt til næste gang, jeg er jo nysgerrig. Og bekymret på mine egne veje. Igennem de 4-5 år alt det her har stået på, har jeg formået at skubbe en del søde mennesker fra mig. Mange af dem savner jeg rigtig meget. Nogen af dem har skuffet mig noget så inderligt, at jeg egentlig ikke kan finde den ro, der skal til for at kunne tilgive dem. Omvendt virker det også paradoxalt at række hånden frem og sige "hej, jeg var egentlig skideked af det og fattede ikke ret meget på det tidspunkt, det beklager jeg" til nogen, jeg har brugt så meget energi på at trænge ud af mit liv. Lige nu prøver jeg bare at erkende det og være okay med, at det var det, jeg kunne formå på det tidspunkt.

Det er egentlig mærkeligt bare at læsse ens tankevirksomhed over på en helt tilfældig person. Jeg har aldrig råbt højt op, omkring hvor slemt det har været. Jeg har måske fortalt en my-del, men aldrig hvor alvorligt det egentlig har været. Nogle gange skal jeg lade være med at være så pissevelopdragen. Og kalde en lort for en kæmpelort.