lørdag den 19. september 2015

How are you doing?

.. I'm doing fine!

Jeg mærker ikke rigtigt til min stress pt, og det er jeg vanvittigt glad for. Altså, det er også begrænset over, hvor stresset, man kan blive over at skulle tage tøj på hver morgen som det eneste. Men det er i det hele taget helt fantastisk at have ro til at genfinde glæde ved småting - jeg er fx begyndt at bage igen! Det har jeg ikke gjort i over et år. Jeg er også begyndt at strikke og at hækle, og selvom det lyder fuldstændig idiotisk, så kan jeg virkelig godt lide at få et synligt produkt imellem hænderne - noget, som JEG har bedrevet.

Jeg tror selv, at en del af praktikken fik mig hylet ud af den - det er begrænset hvor meget viden, jeg har haft som førsteårsstuderende, og jeg må virkelig bare have dunket mig selv oveni hovedet for ikke at vide nok. Jeg har det lidt som om, at jeg er ved at vågne fra et mentalt blackout, som jeg har været igennem siden februar. Jeg duftede fx efterår her den anden dag - I ved, den der helt vildt sprøde duft, som nærmest pumper lungerne op og klarer hjernen på allerfineste vis. Og så slog det mig, at jeg ikke kan huske, om jeg har duftet forårsregn i år. Eller duftet foråret i det hele taget. Det virker underligt, men jeg kan simpelthen ikke huske fornemmelsen.

Lige for tiden har jeg en fast aftale med en studieveninde at mødes en gang om ugen til læsning, så vi kan forberede os til modul 6 og det enorme pensum, der venter. Det fungerer rigtig godt, og jeg kan mærke at nysgerrigheden og glæden (!) ved jordemoderiet så småt begynder at rykke igen. Derudover begynder jeg på mandag med en ny læseplan til modul 3 omprøven, som jeg valgte at droppe i foråret, da det hele var voldsomt kaotisk. Jeg skal derudover have forberedt en portefolie og og redigeret en videooptagelse inden d. 15, så jeg føler, jeg har fint med tid til at få genopfrisket min viden - og hvilken forskel det gør, at det kun skal genopfriskes og ej læres på ny! Det ligger jo i fingerspidserne, og det er bare rart.

Lige nu? Så hører jeg Mads og Monopolet. Lige om lidt skal jeg på posthuset og sende nogle kjoler afsted. Måske skal jeg i Søstrene Grene og Tiger for at kigge efter gaver til pakkekalender til min gode veninde, Caroline og til min kæreste. Det bliver en rar lørdag  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar